Ugens aktie (uge 19 2024) - Første kvartal 2024 var under forventningerne
I denne uge var Bavarian Nordic aktuel med regnskabet for første kvartal 2024, der viste at være under forventningerne, primært drevet af dårlig timing. I denne uges aktie kaster vi derfor blikket på de fem vacciner som Bavarian Nordics sælger og hvordan de klarede sig i første kvartal.
Et dyk ned i tallene for første kvartal 2024 viser, at Bavarian Nordic havde en omsætning på DKK 831,47 mio., hvor forventningerne til omsætningen var DKK 1.102 mio. (DKK 1.252,1 mio. i første kvartal 2023). EBITDA var på DKK 21,84 mio. i første kvartal 2024, hvor der var forventet et EBITDA-resultat på DKK 249,0 mio. (DKK 481,50 mio. i første kvartal 2023). På bundlinjen kommer Bavarian Nordic således ud med et underskud på DKK -114,45 mio. i første kvartal 2024 (DKK 376,37 mio. i første kvartal 2023).
Det skuffende resultat i første kvartal 2024 er ifølge Bavarian Nordic drevet af dårlig timing, hvor første kvartal er præget af den sædvanlige sæsonvariation for rejsevacciner kombineret med, at et større antal leverancer af koppe-/mpoxvacciner vil finde sted hen mod slutningen af året.
Bavarian Nordic har aktuelt fem forskellige vacciner, som trækker omsætningen. Derfor kaster vi i denne uges aktier et blik på de forskellige vacciner og ser, hvordan de forskellige produkter har klaret sig i første kvartal 2024.
Rabiesvaccinen Rabipor/RabAvert fortsatte den stærke præstation i første kvartal med en omsætning på DKK 235 mio. (243 mio. kr.). Det lille fald sammenlignet med samme periode sidste år skyldes en midlertidig lagerbeholdning på de europæiske markeder, hvilket også var gældende for konkurrenten. Det amerikanske marked voksede med 17% i kvartalet, og RabAvert øgede sin markedsandel til 71%. Rabipor var udfordret i Tyskland med et fald i det tyske marked på 27% i kvartalet som følge af den midlertidige tomme lagerbeholdning. Ved udgangen af kvartalet havde Rabipor en markedsandel på 88%, og lagersituationen er løst.
Tyfusvaccinen Vivotif havde i første kvartal 2024 en omsætning på DKK 43 mio., og koleravacinen Vaxchora havde i kvartalet en omsætning på DKK 11 mio. Begge vacciner blev overtaget i maj 2023 fra Emergent BioSolutions, hvorfor omsætningstallene ikke kan sammenlignes med tidligere år. Bavarian Nordic relancerer begge produkter med en ambition om at drive den samlede årlige peak-omsætning til et niveau på USD 100 mio.
Vacciner mod kopper og abekopper (JYNNEOS/IMVANEX/IMVAMUNE) havde i første kvartal en omsætning på DKK 344 mio. (DKK 848 mio.), hvor en del af omsætningen kommer fra løbende kontrakter med forskellige lande, herunder blandt andet USA. 2023 var et rekordår, drevet af mpox-udbruddet, der startede i 2022. For hele 2024 forventer Bavarian en omsætning fra kopper og abekopper i intervallet DKK 2.700-3.000 mio., hvoraf 1.600 mio. er sikret fra kontrakter med lande.
Bavarian Nordics tredjepartsprodukter leverede en omsætning i første kvartal 2024 på DKK 32 mio. (DKK 43,0 mio.). Trods en stærk efterspørgsel faldt omsætningen på grund af en tom lagerbeholdning af Ixiaro.
Afslutningsvist havde Bavarian Nordic en omsætning på DKK 40 mio. fra igangværende kontrakter med USA, herunder blandt andet kontrakten om at udvikle en MVA-BN-baseret vaccine mod hesteencephalitisvirus.
Forventningerne til helåret 2024 fastholdes efter første kvartal, således venter Bavarian Nordic fortsat en omsætning i intervallet DKK 5,0-5,3 mia. og EBITDA i intervallet DKK 1,1-1,35 mia.
Disclaimer: Jeg ejer ikke aktier i Bavarian Nordic og ovenstående er udelukkende til informationsformål. Det er derfor ikke en anbefaling om at købe, ikke købe, sælge eller ikke at sælge aktier i Bavarian Nordic.