Efter et par heftige uger går vi nu ind i en uge med relativ ro på nyhedsfronten. Den helt store begivenhed i sidste uge var selvfølgelig rentemeddelelserne fra de store centralbanker, FED, ECB og BOE. Til trods for at der var tale om ret dystre udmeldinger – specielt fra den europæiske centralbanks side – reagerede markederne overvejende positivt.
Til gengæld skuffede de fleste regnskaber fra de store tech-selskaber, og det lagde en vis dæmper på begejstringen. Meta/Facebook var undtagelsen, i og med at den fik brudt sin langvarige negative trend og steg i omegnen af enorme 25 pct. Også Tesla præsterede fint. Men Amazon, Apple og Alphabet/Google skuffede trods allerede sænkede forventninger. Det, som markedet særligt hæfter sig ved i de fleste tilfælde, er ”guidance”, altså selskabernes egne forventninger til de kommende kvartaler. Hvis forventningerne tegner dystert for de toneangivende selskaber, ser markedet det som et signal om svaghed for hele økonomien.
Som trader bliver det spændende at se, om vi nu kan se frem til nogle faldende markeder frem mod de næste rentemøder i slutningen af marts. Foreløbigt virker jobmarkederne i både USA og Europa til at modstå de stærkt stigende renter på imponerende vis, men vil det billede fortsætte? Jeg vil forvente, at vi i det mindste vil se en pause i opgangen, som vi har haft siden årets begyndelse – og muligvis også ligefrem et fald fra de nuværende niveauer.