Gode råd søges!
Jeg har siddet på en pæn portion Hitachi siden primo 2024 - og jeg kender godt udtrykket: “Let your winners run” … men det synes at markedet har ladet Hitachi løbe en hel del foran fundamentalerne… eller hva’?
Alle jeres tanker omkring SELL/HOLD/BUY er velkomne.
På forhånd tak.
Hej,
Jeg håber, at følgende kan hjælpe dig i dine overvejelser omkring Hitachi:
Hitachi forventes at komme i mål med deres ”Mid-term management plan 2024”, hvilket formentlig er en af årsagerne til den positive kursudvikling i aktien. Fordi Hitachi er ved at komme i mål med strategien, er det også nærliggende at se lidt ud i fremtiden, hvor nye mål formentlig vil blive annonceret i en ny strategi. En potentiel risiko at pege på er, hvordan målene i den næste vækstplan vil se ud, og dermed også hvordan investorerne vil tage imod den.
Hitachi er som en konglomeratvirksomhed svær at prissætte. Dette skyldes, at selskabet består af forskellige underselskaber, der er aktive i forskellige industrier, herunder Digital Systems & Services, Green Energy & Mobility og Connective Industries. Dermed er Hitachi i en række forskellige industrier, som udvikler sig forskelligt. Det kan derfor være svært at prissætte Hitachi. Der findes multipler på Hitachi baseret på analytikernes forventninger til aktien, som kan bruges til at vurdere prissætningen på aktien efter den store stigning, der har været i løbet af 2024:
År | 2023 | Seneste | 2025E | 2026E |
---|---|---|---|---|
P/E | 13,6x | 29,2x | 27,2x | 22,9x |
EV/Revenue | 0,9x | 1,79x | 1,9x | 1,8x |
EV/EBITDA | 7,3x | 13,1x | 13,0x | 11,7x |
(Kilde: Capital IQ)
Ud fra multiplerne, som selskabet handler til baseret på konsensusestimater, er det tydeligt, at selskabet er blevet noget dyrere prissat efter den store kursstigning. Det er lidt svært at sige, om aktien er dyrt prissat, da Hitachi er et konglomerat, og det derfor er svært at finde sammenlignelige selskaber.
Kursmålet på aktien baseret på 13 forskellige analytikere, lyder på YEN 3.672,31 per aktie.
(Kilde: Capital IQ)
Disclaimer: Jeg ejer ikke aktier i Hitachi og ovenstående er udelukkende til informationsformål. Det er derfor ikke en anbefaling om at købe, ikke købe, sælge eller ikke at sælge aktier i Hitachi.
Hej Victor,
Tak for dine betragtninger. Dine konklusioner afviger ikke voldsomt fra mine egne - og som du selv er kommet frem til, så er et konglomerat meget svært at “sætte i bås” og dermed også vanskeligt at vurdere.
Jeg tror jeg afventer og observerer … i det mindste lidt endnu. Det er jo fristende at hjemtage en gevinst når man nu sidder med fornemmelsen af, at markedet har indpriset rigeligt af fremtidig succes.
Tak igen for dit svar … og god sommer
Hilsen Uffe